Home is where the heart is part 5

Jydeguiden

Til det dejlige København DSC02786

Jeg tænkte, at jeg ville lave en lille guide til København – set fra min synsvinkel selvfølgelig. Den vil indeholde de steder jeg anser som et besøg værd, når man befinder sig i hovedstaden. Jeg kalder den “jydeguiden”, da den nok ikke er noget særligt for Københavnere, og jeg vil også indrømme at jeg stadig har meget mere til gode at opleve derovre! Dette er bare en lille anmeldelse af de fantastiske steder som findes.

Søerne
Søerne i København er jo et kæmpe område der (så vidt jeg har forstået) skiller København K fra henholdsvis Vesterbro, Frederiksberg og Nørrebro. Men gå en tur omkring én af dem. Man finder raske løbere, pæn natur, folk der slapper af med en øl og sikkert også et par svaner!

Lars Bjørnsstræde
Utrolig hyggelig stræde som jeg har vist en masse billeder fra tidligere. Mange små vintagebutikker og “nede på jorden” stemning. Ligger omme bag den første del af Strøget (fra Rådhusplads-siden).

Conditori La Glace
La Glace er et smukt, gammelt konditori fra 1870, faktisk Danmarks ældste. Det er klart et besøg værd, selvom det er ret pricy. Det emmer simpelthen af historie og kvalitet.  Et stykke lagkage (vælg mellem 20+ slags!!) koster 52 kr, men så bliver man til gengæld også propmæt! I stedet for en adresse (som ikke giver mening for jyder og andet godtfolk), vil jeg bare sige, at den ligger ved den store Baresso på Strøget.

Rosenborg Slot 
Det er godt nok nogle år siden jeg besøgte slottet i Kongens Have, men jeg husker det som en stor oplevelse. Jeg elsker historie, så det at få lov at se malerier, møbler, ja rum som er flere hundrede år gammelt, er kæmpestort. Jeg elsker de små historier og beskrivelser ved de forskellige malerier og rum, og Rosenborg Slot huser desuden kronjuvelerne. Man glemmer nogle gange, at de ting man har lært i historietimerne rent faktisk har fundet sted, og der synes jeg det er fedt, man kan få sådan en oplevelse.

Bakken / Dyrehaven
Dyrehaven er tilbage fra slut 1600-tallet og Bakken er verdens ældste forlystelsespark. Stemningen er festlig og let og det er nemt at bruge MANGE penge derude! Men grib et par gode venner eller familiemedlemmer under armen og vælg gerne en solskinsdag, så er Bakken simpelthen det hyggeligste sted. Og de laver faboulus is for resten 😀
Jeg turde dog ikke at prøve den gamle træ-rutsjebane (100 år gammel og halvrådden! Og utrolig knirkende og ustabil har jeg ladet mig høre). For at komme derud tager man bare S-toget til Klampenborg.

Nyhavn
Nyhavn skal jo næsten ikke præsenteres. De hyggeligste forskelligefarvede huse har tidligeret huset både H.C Andersen (ved dog ikke hvilket af dem) og en masse “glædeshuse” (læs: snuskede barer/bodeller). I dag er det et fredet havneområde med en masse hyggelige små cafeer. Dog et det (pisse) dyrt der, men man kan også nøjes med at gå en tur 🙂

Kanalrundfart
Når man alligevel besøger Nyhavn kan man passende hoppe med på en kanalrundfart. De sejler hvert 20. minut med afgang fra enden af Nyhavn. Man lærer utroligt meget om København på sådan en tur og selvom det virker meget “turistet” så er det altså virkelig sjovt at se byen fra båd. Man besøger fx Christianshavn som også  er et super hyggelig havneområde.

Botanisk Have
Jeg synes personligt at Botanisk Have er den smukkeste af alle parker i København. Der er gjort utrolig meget ud af pæne blomster og planter, en lille sø med åkander og romantiske stier og broer. Suk. Ligger et par hundrede meter fra Nørreport Station.

Café Sorgenfri
Mørkt træværk, rødternede duge og mosaikfarvede ruder beskriver meget godt Café Sorgenfri. Man træder ned i en lille kælder, man er overbevist om har set sådan ud siden halvfjerdserne, og her får man så serveret noget godt gammeldaws’ smørrebrød! Sorgenfri ligger lidt udenfor Strøget omkring Strædet/ Læderstrædet.

Strædet/Læderstræde
Kan simpelthen ikke finde ud af om det hedder Strædet eller Læderstrædet. Anyways, så ligger dette stræde parallelt med Strøget og er en rigtig hyggelig lille gågade. Masser af hyggelige små cafeer (20 steder at få en caféburger eller sådan noget!) og små unikke butikker. Her er lidt mere ro og fred fra turister.

Comedy Zoo
Ligger på en sidegade til Strædet/ Læderstrædet og serverer god Comedy. Jeg var derinde en jubilæumsaften, hvor både Christian Fuhlendorff, Simon Talbot og Elias Ehlers optrådte. Det var fremragende! Besøg Comedy Zoo for noget godt standup og en lidt mere intim optræden. Man kan ofte finde flere af de helt store danske komikere derinde, der prøver nyt stof af.

Marchal
Marchal er den restaurant der hører til Hotel D’angleterre. Og nej, man behøver ikke være millionær for at spise der, eller at have et ophold på hotellet. Maden var sublim og det er uden sammenligning den smukkeste restaurant jeg nogensinde har set. Det kan ikke beskrives. Besøg den!

Congo
Congo er en forholdsvis ny restaurant med investorer som Casper Christensen og skaberne af diskotek Simons og det fungerer derfor som en restaurant om aftenen og en slags natklub når køkkenet lukker. Men tag ikke fejl! Det er et sted, hvor du spiser fantastisk mad og starter din bytur inden du tager videre. Mig, en lille, ubetydelige vestjyde, synes det var for vildt at komme ind og opleve sådan et sted mange kendte også besøger.
Congo er meget mystisk. Alt er holdt i sort og guld. Og der er ingen indgang udover en sort dør. Man skal nemlig vide, hvor det ligger for at komme ind, hvilket gør det spændende. Interessant. Jeg tør dog godt afsløre at adressen er Store Kongensgade 34 (200 m. fra Kongens Nytorv). Hele konceptet er netop inspireret af det dunkle Afrika. Jeg har været derinde 3 gange (mest fordi min kæreste arbejder der som kok) og er blevet imponeret alle gange! Crewet er simpelthen så søde og servicemindede. Jeg har besøgt stedet alene en aften midt i primetime og ikke et øjeblik sad jeg og følte mig alene eller manglede noget. Congo er klart et besøg værd, hvis du vil opleve det spændende byliv, der er om aftenen i verdens dejligste hovedstad.

Ja, det var et længere indlæg fra min side, men synes det er vigtigt at inspirere på alle mulige måder. Brede vores viden, og lade andre få de gode oplevelser som vi også selv har nydt!

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Home is where the heart is part 5