Being different and yet just like so many others

For over to år siden skrev Sofie et indlæg, der på mange måder ændrede mit syn på mig selv. Sofie skrev om det at være særligt sensitiv (læs det fantastiske, personlige indlæg HER), og efter jeg havde læst det sad jeg med en følelse af “nååå, det er dét der er galt med mig!”.
Jeg er selv særlig sensitiv (ligesom 15-20% af hele verdens befolkning desuden er), og har sgu altid følt mig anderledes end, ja, alle andre. Jeg var tit bekymret som barn. For om mine forældre kunne klare sig økonomisk. For om nogle af dem jeg holdt af var ensomme. Jeg var rædselsslagen for at blive efterladt eller være alene hjemme! Huha, jeg kunne være hysterisk, altså.
Da jeg læste om det at være særlig sensitiv, var det en enorm lettelse for mig at få sat ord på, hvordan jeg har haft det hele mit liv. At være særlig sensitiv er ikke en sygdom, ikke en diagnose. Der er bare en betegnelse for, at der er en del derude der har et lidt anden opfattelse af det hele, ja et temperaments-spørgsmål.

Man kan være særlig sensitiv på mange måder. Det jeg især kan genkende, er det med at jeg nemt bliver stresset, hvis jeg skal nå meget, føler mig iagttaget eller skal konkurrere. Desuden sætter indtryk sig rigtig dybt i mig, og jeg tænker generelt bare meget over alt. Derfor bliver jeg også stresset, hvis der er for mange mennesker omkring mig i for lang tid, eller, at der foregår for meget omkring mig.
Særlig sensitive mennesker har ofte brug for alenetid til at tanke op og bare være, og det skal jeg simpelthen også have hver dag. Perfektionisten i mig er nok også et tydeligt tegn: jeg vil helst have alt planlagt, så jeg ikke glemmer noget og undgår uforudsete ting (ååh, alle de lister jeg laver!).
Som barn græd jeg meget over alt muligt, hvilket også er det man typisk forbinder med det at være sensitiv. Men sådan er jeg ikke så meget længere. Jeg kunne stadig græde til den mindste rørende ting i tv (og gør det også næsten på kommando, når nogen pylrer om mig), men jeg prøvet at vænne mig lidt af med det, simpelthen fordi jeg hader at græde. Derfor er det også rart en gang i mellem at påtage sig en lidt humoristisk/ sarkastisk attitude, fordi jeg ellers ville græde hele tiden, hvis jeg lagde for store følelser i alt. Ja, det er nok en forsvarsmekanisme, men det virker! Men det er også bare for at sige, at man ikke behøver være en tudemarie, for at være særlig sensitiv.

På hjemmesiden sensitiv.dk står der utrolig meget omkring dette, og der er også en test man kan tage, der kan indikere om man er særlig sensitiv, hvis man ønsker at vide det. Jeg er personligt slet ikke ked af at have fundet ud af, at det var dét “der var galt med mig”. Jeg er tværtimod lettet, fordi jeg nu ved, at det er normalt, at være sådan.

Og med det kommer jeg nu til det næste, jeg gerne vil nævne. Efter Sofies indlæg, er der flere og flere bloggere, som jeg følger, der er stødt til med samme erklæring. Og da det selv var på den måde, jeg opdagede min sensitivitet, så er jeg virkelig glad for, at så mange seje piger vælger at fortælle noget så personligt. Det sidste særlig sensitivitet skal være er jo et tabu. Jeg har ikke selv valgt at skrive dette indlæg før nu, fordi jeg på den anden side heller ikke vil have det skal anses som sådan en “dille”, hvor alle bloggerpigerne pludselig er totalt følsomme og derved også ekstra kreative (hvilket jeg personligt slet ikke er, haha).
Men jeg er alligevel kommet frem til, at jeg tror på, at det er bedst at være ærlig og bare fortælle det, som det er. Jeg er jo ikke særlig sensitiv, bare fordi en masse seje bloggere også er det.
De andre bloggerpiger, jeg følger, som har valgt at være åbne omkring deres sensitivitet er: Cathrine fra Rockpaperdresses (som skriver om at være følsom HER), Sille fra Sillewho (som nævner det HER), Lærke fra Andtheblack (Hendes indlæg om det HER) og så selvfølgelig Sofie.
Jeg håber, at der er nogen derude der kan bruge et indlæg som dette til et eller andet. Måske kan I genkende nogle af tingene? Eller genkende det ved en veninde? At være særlig sensitiv er mange flere ting, end sådan som jeg lige har det, og hvis det har interesse for nogen synes jeg virkelig, at I skal gå ind og læse mere på sensitiv.dk. Bare et godt råd 🙂

I am one of the 15-20 % of all people that are sensitive. It was a huge relief to find that out, because I always felt something was wrong with me. But being sensitive is not a disease, and I am happy that so many other girls from other blogs are so open that they talk about it. Being sensitive should not be a taboo!