Need art?

Future talk

imageMin Tour de Asia er snart slut, om 11 dage for at være præcis. Og med det i hovedet er det svært ikke at begynde at se frem ad! Jeg lovede for et par indlæg siden at give en update på mine planer for det næste år. Ja, det var lidt af en cliffhanger jeg efterlod jer med, og jeg er overbevist om, at I alle har ligget søvnløse siden 😉 og må jeg så lige tilføje, at jeg elsker at have min egen blog, hvor jeg kan være lige præcis så egocentreret, som jeg er lige nu. Halleluja, haha!

Men. Mine planer lød oprindeligt: Asien i 3 måneder, derefter hjem til Danmark, finde et sted at bo i København og få et arbejde, der kan finansiere mit nye liv væk fra familiens skød i Vestjylland. Et eller andet tidspunkt på min rejse indså jeg, at jeg slet ikke er tændt på den plan. At vende hjem til kolde Danmark og få mig et dødssygt job i et supermarked eller lignende, blive lidt vinterdeprimeret og alt det der, er bare ikke tiltrækkende sammenlignet med alle de ting, jeg oplever nu. Og ja-ja, så sidder alle I gammelkloge og fornuftige hoveder og tænker, at man jo ikke kan dalre den rundt og være på eventyr hele tiden – det kan man heller ikke, nej. Hvor skulle alle de penge lige komme fra?
Men jeg har et helt år tilbage, før jeg forhåbentlig starter på universitetet, og det år skal saftsuseme være fyldt med så mange eventyr og oplevelser som muligt! Jeg kunne bare ikke se mig selv bruge det næste år på et intetsigende job i Danmark, når alt jeg drømmer om, er at komme ud og se verden.

Så. En tilfældig, sen aften i Thailand, gik jeg lige på nettet fra min iPad og købte en oneway flybillet i slut oktober. Til Sydney!
Med håbet om, at jeg kan få et job (sikkert mindst lige så skod, som det jeg ville kunne få i Danmark), men at jeg samtidig kan få den dosis eventyr jeg så åbenlyst craver. For mig at se er det den perfekte kombination mellem at have et hverdagsliv, hvor jeg får tjent nogle penge, men samtidig befinder mig i et nyt og spændende land. Og så skulle det desuden være muligt at tjene ret godt i Australien har jeg ladet mig fortælle. Så forhåbentlig kan jeg få skrabet penge nok sammen til endnu en backpacker tur et par måneder, helst til Central- og Sydamerika. Ja, jeg har meget jeg skal nå på et år! Men hold op, hvor bliver det spændende!

Der er absolut ikke styr på noget som helst i forhold til Australien endnu. Jeg har bare købt min billet, hvilket varmer mit hjerte gevaldigt, og så finder jeg ud af resten, når jeg vender hjem til Danmark i september. Hvis der sidder nogen derude med råd, tips eller erfaringer omkring arbejde i Australien/ steder at bo, så sig endelig til!
Jeg har dog lige omkring halvanden måned hjemme før jeg smutter og det begynder jeg også at se meget frem til. Savner mine venner og familie for dælen!

IMG_1672

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Need art?