Last Day in Vietnam!

image Mui Ne fairystream
image Mui Ne fairystream
image Mui Ne sand Dunes
image Trafikken i Ho Chi Minh City er for vild
image Mekong Delta
image Mekong Delta
image Ho Chi Minh City

Mens receptionisten bag mig sidder og klipper sine negle (den lyd er ikke til at tage fejl af!), sidder jeg og tænker på, at Vietnam er et land der har pretty much det hele. Her tænker jeg på travle asiatiske storbyer, flade landskaber fyldt med rismarker, bløde, bugtede bjerge, smukke strande og åbenbart også ørken og klipper som billederne viser. Naturen er så fantastisk smuk her!
Ikke mindst har landet masser af historie, både af den spændende og den rædselsfulde slags. Vietnam er et land der har været i kamp, oprør eller krig med nogen stort set altid før 1975. De kæmpede mod kineserne i sådan cirka 1000 år, derefter blev de besat af franskmændene i et århundrede, og da de endelig slap for dem blev de bombet af USA i 20 år. 3 millioner vietnamesere døde under krigen mod amerikanerne. I 1945 døde 2 millioner af sult.
Det er svært at forstå at et land skal gå i gennem så mange tragedier. Men når man er her, kan man samtidig godt forstå, hvorfor andre er så interesserede i dette område. Det er fantastisk! Og man kan på en måde godt mærke, at landet er så “nyt” som det er. De har kun været dem selv i 39 år.

Og så er det også slut med historietimen! Idag er min sidste dag i Vietnam, min sidste uge har jeg brugt i Ho Chi Minh og det omkringliggende område, og som altid når man når enden på noget, kommer ens hjerne til at gøre status. Hvordan har det været? Har jeg fået oplevet det jeg gerne ville? Alt i alt har det været rigtig fantastisk. Det lyder overfladisk, men jeg er glad for, at jeg har brugt så meget tid på bare at hænge ud med de mennesker, jeg har mødt og har prioriteret at have det sjovt. Et udelukkende kulturelt besøg i Vietnam kunne hurtig være blevet for deprimerende, med hensyn til deres historie! Jeg har jo alligevel brugt 25 dage her, så jeg har fået set det meste af det kulturelle som landet har at byde på.

Jeg kan rigtig godt lide Vietnam, lide deres mad og deres natur. Men på nogle områder føler jeg mig dog mere end klar til at komme til et nyt land i morgen. Jeg er godt og grundigt træt af alle de lokale, der konstant prøver at snyde turisterne. Hvis ikke de stjæler din taske, dine penge eller dit kamera, vil de gøre alt i deres magt for at lokke ekstra penge ud af dig. Det er sindssygt hårdt, at skulle være sådan på vagt hele tiden! Jeg har hørt mange historier om folk, der ikke vil finde sig i at blive snydt på den måde, hvorefter de så er blevet overfaldet af taxachaufføren, gadesælgeren, eller motorcykelføreren. Jeg er heldigvis ikke blevet udsat for sådan noget (endnu), måske er man lidt ekstra forsigtig og paranoid, når man rejser selv. Men jeg forstår slet ikke kulturen i, at det er okay at snyde penge fra folk på den måde. Hvor er det uærligt. Hermed ikke sagt, at alle vietnamesere er på denne måde. Jeg har mødt masser af søde vietnamesere også. Jeg bryder mig bare ikke om den måde turister bliver set på her, og også mange andre steder i verden; dumme, “rige” mennesker, du let kan snyde.
Haha, jeg skal vel egentlig ikke regne med, at Thailand er anderledes på det punkt, vel?

Håber alle har en dejlig søndag derude! Vi ses i Thailand.

It is my last day in Vietnam! Pretty weird since I have been here for 25 days, it feels like forever and I really like most of it. Vietnam is a country that has everything; busy cities, beautiful fields, green mountains, nice beaches and apparently also rocks and deserts (as the pictures show). When you see all that you kind of get, why Vietnam is so attractive to other countries. The land of a Vietnam in peace is only 39 years old – they used to fight the americans, then the french and before that the chinese for about 1000 years!
I have loved my stay here – it has been the perfect mix between culture, history and having fun. The history of Vietnam is so sad that an only cultural visit would be too depressing!
On one hand I am still glad that I am leaving tomorrow. I am really tired of all the local people on the streets trying to trick you or steal from you. You have to be so careful all the time and that is really tiring. But maybe Thailand is not going to be different that way, haha!
Hope you all have a nice sunday!

IMG_1672

When you don’t do your research…

image Smuk udsigt i iphone-OG-gennem-busvindue-kvalitet 🙂

Når man insisterer på at tage sin rejse én dag ad gangen og lave minimal research foruden, så bliver man nødt til at være fleksibel. Denne stil er normalt slet ikke noget for mig, kontrolfreak som jeg er, og jeg har lige bevist overfor mig selv, hvorfor det hænger således sammen.

Overordnet hed turen: Borneo, Vietnam, Cambodia og Thailand, de sidste 3 i et langt stræk uden fly imellem, da de geografisk ligger som én lang, fin rute. Easy peasy, og nemt at overskue, ikke? Så nemt, at planlægning ikke var nødvendig..

Det hyppigste samtale emne mellem backpackere omhandler selvfølgelig den rejse man er på – hvor skal du hen, og hvor har du været? Det er fedt at høre erfaringer og suge inspiration til sig fra andre. Og jeg burde måske have indset, hvor dårlig min “en-dag-ad-gangen-plan-uden-research” var, da jeg for tyvende gang hørte alle de planlagte detaljer for de andre backpackeres videre rejse.
Især ét mål har de fleste rejsende jeg har mødt her i Vietnam allerede planlagt til fulde: fullmoon på Ko Pha-Ngan i Thailand den 8-12 august. 60.000 alkoholpåvirkede, neon-bemalede unge på en kæmpe strand. Det er for vildt! Så det skal jeg da med til.
Det kunne desværre bare ikke passe meget dårligere i den tidsramme, jeg har sat for min tur. Jeg skal være ude af Vietnam senest den 8 august, og meningen var derefter at rejse ind i Cambodia og derefter Thailand, som ligger i forlængelse heraf.
Den oprindelige plan har flere slagsider for mig: for det første vil jeg misse fullmoon i august, hvis jeg rejser til Cambodia herefter. For det andet har jeg lige opdaget, at jeg kun kan få et 15 dages visum til Thailand, hvis jeg krydser grænsen fra Cambodia, og det er ikke rigtigt nok for mig. Hvis man ankommer med fly kan man få 30 dage! Så hele den plan er ligesom i vasken dér.
Samtidig har jeg brug for mere end 30 dage, hvis jeg dropper Cambodia, da mit fly til København er fra Bangkok, lige præcis 30 dage efter Selve fullmoon aftenen D.10 august. Dét er altså en smule op ad bakke! Det gør i hvert fald det hele mere kompliceret.

Men midt i al fortvivlelsen og irritationen over min egen dovenskab, der har fraholdt mig fra at lave min research, må man finde en løsning. Jeg har derfor blæst på min oprindelige rute, og har netop booket fly til Bangkok fra Ho Chi Minh den 4 august. Herfra kan jeg forhåbentlig nå at have et par dage i Bangkok, hvorefter jeg vil søge mod fullmoon øen Ko Pha-Ngan. Hvis de da overhovedet har en seng ledig så tæt på denne sindssyge begivenhed 🙂 Efter et par uger i det sydlige Thailand vil jeg så søge tilbage mod Cambodia, så jeg får det med. Her skal jeg have styr på et nyt visum til Thailand, da jeg er nødt til at tage dertil igen for at nå mit fly hjem.
Min fine lige rute er altså blevet noget mere zigzag-frem-og-tilbage rod, men på denne måde når jeg forhåbentlig alt det jeg vil!

At indse faldgruben i min plan, har i den grad gjort min indre kontrolfreak endnu mere anspændt. Den bryder sig ikke om dårlig planlægning og manglende information (som min indre laid-back backpacker selvfølgelig har stået for, haha!). Så jeg har brugt nogle fokuserede timer på at søge, læse og planlægge, hvad der skal ske, mest af alt hvad der kan lade sig gøre. Det hele lyder sikkert meget indviklet – og det er det egentlig også 😉

Må jeres fremtidige rejser være langt mere planlagte end min!

This whole thing is quite complicated, but let’s just say that I haven’t done my research for this trip very well 😉 I found out that I really want to join the fullmoon party the 8-12 of august in Thailand where I was supposed to be in Cambodia. But my flight home to Copenhagen is the 10th of september, from Bangkok which means that the normal 30day tourist visa is not enough if I skip Cambodia. So instead of doing Vietnam, Cambodia and then Thailand, I will now be doing Vietnam then fly to Thailand, go to Cambodia after and then back to Thailand to reach my flight home in september.
So now I get to go to the fullmoon party at Ko Pha-Ngan! But my inner control freak was really not satisfied with my way too laid-back style when it comes to planning this trip 😉

IMG_1672

While I was not present in here

image
Tempel i Citadel, Hue
image
Hue
image
Hoi An’s lokale strand
image
Hoi An
image
Hoi An
image
Hoi An

Ja, folk går en lille smule i selvsving, så snart der er vand der løber, render, eller bedst af alt; falder. Jeg skal da sidde 6 timer i en sammenpresset bus (tømmermændsramt, selvfølgelig), for at komme til en bjergprovins i det sydlige Vietnam med – og du gættede rigtigt – flotte vandfald! Det er da lige dét jeg skal. Busafgangen klokken 07.00 i morges virkede som en rigtig god idé – igår. Men når man insisterer på at lege drukferie, samtidig med, at man forsøger at være kulturel backpacker, så må man tage det sure med det søde.
Solen gennem busvinduet nærmest smelter gårsdagens mascara rester på mine vipper, og får det til at svie, når det når ind i øjnene. Men så hører jeg Panamahs ‘Frit Fald’ i høretelefonerne, hvis første sætning lyder “jeg rejser ud, så jeg kan finde hjem”, og dét får mig til at tænke, at jeg sgu har det meget godt. Selv i bussens lumre hede. Livet som backpacker er lige mig. Lige nu i hvert fald.

Og Hej! Ja, det er længe siden jeg har kigget ind. Livet, gode oplevelser og mindeværdige stunder har afholdt mig fra at bruge de 3 timer et blogindlæg tager at lave her. Sidst jeg kiggede ind var jeg i Hanoi, og det føles som utrolig længe siden! Lige nu sidder jeg i en hård sovesals seng i bjergbyen Da Lat, over 1500 kilometer syd for Hanoi. Det er her jeg forhåbentlig skal ud og se smukke vandfald i morgen. Hvad gør man ikke for vand, der falder, haha. Og jeg overlevede busturen, og har endda fået noget ud af dagen 🙂

For mit vedkommende har den stået på bus lige fra Hanoi, med stop i imperialistiske Hue, charmerende Hoi An, livlige Nha Trang og nu Da Lat. Vietnam kam sgu lidt det hele, og det kan jeg godt lide; masser af kultur og historie, smuk natur, høje bjerge, lækre strande, og gode sociale muligheder (det sidste har jeg udnyttet til fulde!). Jeg har faktisk ikke været alene på min rejse endnu. Mødte så mange mennesker i Hanoi og på Halong Bay turen (87 unge, jeg siger det bare), at jeg hele tiden har haft nogen at følges med. Det er så rart! Man bliver virkelig connected med mennesker man deler fede oplevelser med. På lørdag skilles vejene mellem mig og mind nuværende rejsefæller, og det er helt underligt. Ja, jeg har faktisk ikke rigtig lyst. Men så er det jeg husker på, at dette er min rejse, og at jeg rejser selv for en grund: uafhængigheden! Den må jeg ud og få prøvet af.
Jeg håber alle nyder sommeren, hvor end I er, og bruger minimal tid på kedelig teknologi! 😉

Hello! It has been a while. I have been busy making awesome memories here in Vietnam. Right now I am hungover in the mountain village, Da Lat, which is over 1500 km South of Hanoi. The time is flying! I have been taking busses all the way down the coast of Vietnam with stops in Imperial Hue, charming Hoi An, crazy Nha Trang and now beautiful Da Lat. Hopefully I will get to see some beautiful waterfalls here tomorrow. Falling water has a speciel effect on people! I went on a bus 7am this morning, really hungover and with a 6hour ride in front of me just to get to them, haha! Well, it seemed like a good idea yesterday.
Hope you are all enjoying summer wherever you are!

IMG_1672

Pip fra Hanoi

image
Mit hood disse dage.
image
image
image
image

Mine første dage i Vietnam har haft fuld fart på. Minimal søvn (3 timer de sidste to nætter – prøv selv når underboen i køjesengen snorker som en agressiv hval!). Masser og atter masser af mennesker omkring en hele tiden. Voldsom varme, på den fugtige måde. Og så pludselig voldsom, voldsom regn, som jeg aldrig har set det før. Ja, Vietnam er god ved mig!

På flyet hertil fra Borneo (well, de 3 fly der skulle til før jeg ramte Hanoi vel at mærke), følte jeg mig mest af alt som et presset menneske. Det var lidt som om alle (især ikke-engelsk talende)mennesker og tilmed også flyene gjorde alt i deres magt for, at jeg ikke skulle til Hanoi i onsdags.
Jeg var rimelig presset i tid efter fly nummer 1, og de “søde” mennesker i lufthavnen havde selvfølgelig valgt at ændre gaten til en anden en den der stod på mit boardingpass. Så jeg rendte rundt som en forvirret kylling i en helt anden ende af lufthavnen, uden at nogle af de 7 personale jeg forsøgte at tale med kunne hjælpe mig. Da jeg endelig fattede, at jeg måtte helt væk fra den afdeling af lufthavnen, og til slut fandt den rigtige gate, viser det sig at mit fly nummer 2 sgu er en halv time forsinket (så det var jo egentlig spild af energi at ræse så fortvivlet rundt for at finde min gate). Denne forsinkelse gør at mit fly nummer 3 uden tvivl også vil blive kritisk at nå. På dette punkt orker jeg næsten ikke mere, haha! Hold op, hvor var jeg sur over al den stress og hjertebanken jeg lige havde været igennem. Jeg må have sendt dræberblik til mindst 10 irriterende unger. Som om det ikke var nok, begynder de i gaten at stå og forlange airport-tax på 100.000rp, penge spm jeg selvfølgelig ikke har, da jeg har sørget for at bruge de sidste af mine indonesiske monetos for ikke at ligge inde med dem. Vi fandt ud af det efter lidt flere af mine vel-brugte dræberblik, jeg fik ham betalt i euro, og han gav mig tilbage i indonesisk valuta…&!/#%!
Anyways, som overskriften bedyrer, så er jeg i Hanoi, og jeg kom også frem i onsdags efter en meeeget lang dag. De stod praktisk talt og ventede på mig med et stort skilt med mit navn i den næste lufthavn for at lede mig til det sidste fly. På dette fly faldt jeg i snak med en vietnamesisk pige, som bor intet mindre end 2 minutter fra mit hostel i det populære Old Quarter. Hun har været så sød at vise mig rundt i Hanoi bag på hendes motorcykel de sidste 3 dage, hvilket har været fantastisk.
Alt i alt, så går det rigtig godt. Jeg har om dagen været rundt med en lokal (bedste måde at se en ny storby på!), om aftenen hængt ud med de andre på mit hostel, og om natten ligget vågen til en stor, asiatisk mands snorken (brølen). Det er som det skal være 🙂

IMG_1672

Dreams for the future

d5acd10a13916b3875404a4cd8398b02
Enhver mand (og kvinde) er sin egen lykkes smed, med nogle gange kan det saftsuseme være svært at vide, hvilken vej der fører til mest af denne omtalte lykke.
Som ung og naiv har jeg MANGE drømme og ting jeg gerne vil, og realisten i mig fortæller mig også (med en meget lille og pibende stemme, helt bagerst i hovedet), at jeg nok ikke kan nå alt. Men åh, jeg vil så gerne gøre det hele, nå det hele og kæmpe for det hele. Også selvom mine drømme til tider kan skræmme mig gevaldigt. Men hey – hvis det ikke skræmmer dig er det jo ikke en rigtig drøm.
Mine drømmer indbefatter ting som:
– At bo i New York 
– At tage på interrail i Europa en sommer 
– At kunne tjene penge på at rejse (somehow!) 
– At arbejde med dyr som frivillig et eksotisk sted 
– At blive en fantastisk blogger og eventuelt kunne leve af det
– At få en base og et hjem i København
– At komme til Oceanien og opleve paradis
– At rejse rundt i Mellemamerika som backpacker
– At få et fantastisk studieliv en gang 

Mange af mine drømme hænger sammen med spørgsmålet om at turde – tør jeg virkelig flytte til New York engang?! Tør jeg at rejse rundt i Mellemamerika som backpacker? Det skal skræmme dig en smule. Men mange af drømmene hænger også sammen med hårdt arbejde. Du er nødt til at kæmpe for det, hvis det skal gå dig godt. Alle de rejser jeg skal på, koster jo penge, så de skal jo tjenes. Jeg skal og jeg vil også kæmpe røven ud af bukserne få at blive en bedre blogger, og sådan er det bare.
Everything you want is on the other side of fear – and hard work.
Jeg håber, at jeg kan nå alle de ting jeg gerne vil! Men jeg skulle også gerne have et helt liv til det 😉 Så er spørgsmålet så bare, hvor jeg skal starte?

Everybody is the master of their own happiness, but it is hard to know which dreams to follow to get the most happy. I am young and naïve and therefore have a LOT of dreams and things I want to accomplish in life. But the small realist in me is still telling me that I might not have time for everything. But I want to do it all soo bad and I want to fight for it all! Even though my dreams scares me a lot. But if it does not scare you – it is not a real dream. 
My dreams are things like: 
– Live in NYC 
– Do interrail in Europe one summer
– Being able to earn money while I am travelling (somehow!) 
– Working as a volunteer with animals some exotic place around the world. 
– Be an amazing blogger and maybe being able to make a living of it
– Get a home in Copenhagen 
– Go to Oceania and experience what I believe is paradise on this earth
– Travelling around Central America as an backpacker 
– Having an amazing life as an university student 

With many of my dreams the question about daring is also coming up. Do I really have the guts to move to NYC? Being a backpacker in Central America?! 
But a lot of the dreams is also about hard work. All the travelling I want to do is expensive, so I will have to work my a** off, to pay for it. If I want to be a succesful blogger I also have to work really hard for that – and I am going to. 
Everything you want is on the other side of fear – and hard work. 
Now the question is only; where should I begin?

 

The dog that changed me

Jeg gik i går forbi den sødeste, lille, sorte hund på gaden der tydeligvis havde brækket sit ene forben, som var bøjet i en underlig vinkel. Den blev alligevel nødt til at støtte på det for at kunne bevæge sig langsomt afsted. Indrømmet, jeg fældede en tåre efter, at jeg var gået forbi den, og sidder også nu med en kæmpe klump i halsen. Mest fordi det smerter mig så meget når dyr lider, men også lidt fordi jeg ikke gjorde noget for at hjælpe den stakkels hund. Og at ingen andre heller ikke gjorde. Jeg blev ramt af et godt gammeldags wakeup call, som det ofte sker, når man opdager nogle af verdens grusomheder. Jeg var hele dagen fyldt med dårlig samvittighed over den selvmelidenhed jeg har gået rundt med grundet nogle ømme sår på benene efter et fald, når andre lider meget mere end jeg, som til gengæld også bor på et hotel MED wifi.
Hunde og katte her er som regel vilde, og har derfor ret lav status. De fleste er radmagre og faktisk ret klamme at se på, fordi de lever så usselt et liv. Jeg kan næsten ikke holde til at se på det! Dyrs velfærd har altid rørt mig dybt, da de ingen stemme har til selv at sige fra. Og i denne del af verden bliver mange dyr sgu forsømt. Har ofte tænkt, at jeg ville lave noget lokalt, frivilligt arbejde, der hjalp nogle af disse dyr, men det har endnu ikke lykkedes mig at finde et sted, hvor det kan lade sig gøre. Efter jeg så den lille hund og den anden dag gik forbi en død kat, der bare lå foran en forretning, er jeg endnu mere opsat på, at jeg må ud og hjælpe disse dyr, når det nu rører mig så dybt.
Lige nu er jeg meget taknemmelig for, at jeg kommer fra et land, hvor de fleste dyr bliver behandlet ordentligt. Jeg ville ikke kunne holde til at skulle se på det andet i længden uden at gøre noget! Når man tænker på, hvor gode dyr som hunde og katte kan være ved os mennesker, og hvor meget de kan berige vores liv, kan jeg slet ikke fatte, at man ikke behandler dem ordentligt. Jeg sender masser af slaskede hundekys i tankerne, til mine to små hjemme i Danmark.
Puha, det var lidt af en tankestrøm, min hjerne trængte til at komme af med. Næste skridt må være at få det ført ud i livet!

I walked by the cutest, small black dog yesterday, who obviously had a broken leg. The poor dog still had to use it to get around, and it hurt my heart so much to see it in such a pain. Afterwards I felt really bad for not doing anything to help the dog, but I also felt bad because no one else did anything. A lot of animals are not treated very well here in Asia, and it makes me so mad! Animals do not have a voice, they cannot say when they are in pain. That is why we need to treat them well. Especially when you think about how a devoted pet can do so much good in a persons life. If I get the chance to volunteer to help these poor animals I really want to do it. I just haven’t found a place where I can do that yet.
To see that little dog struggling was really a wakeup call to me! I am happy that I live in a country where most animals and pets are treated in a better way. The other thing is too hard on me, but that is also why I need to get out there and help.

IMG_1672

Status

image
image
image
image
image
Min tid i Indonesien er ved at være slut, og jeg gør derfor status over nogle af de ting jeg har oplevet og tænkt, mens jeg har været her. I morgen går turen sgu til Vietnam!

Status lige nu er (set fra mit eget lille egoistiske synspunkt, vel at mærke):
– at jeg er blevet forelsket. I et land.
– at jeg efter 4 uger her, stadig er overvældet over alle de strålende farver der er over alt.
– at jeg stadig ikke har vænnet mig til varmen og luftfugtigheden, og muligvis aldrig vil gøre det.
– at jeg ufrivilligt har fodret en hel masse myg (man går vel op i dyrevelfærd)
– at jeg har oplevet den smukkeste natur og de smukkeste koralrev jeg hidtil har set.
– at jeg har set ufatteligt mange seje dyr (og mindre seje, men skidt med dem), som skildpadder, orangutanger, kæmpe øgler og manta rays.
– at jeg efterhånden er pænt træt af ris og nudler (lidt skidt når turen går til Vietnam herefter!)
– at jeg aldrig vænner mig til, at der bliver råbt efter mig på gaden og at folk vil have billeder, blot på grund af mit anderledes udseende.
– at min indre jyde stadig jubler over de billige priser og kan blive helt fortørnet, hvis et måltid koster mere end 35 kroner.
– at jeg pt er iført 3 plastre efter jeg snublede på åben gade, med mit kæmpe svin af en rygsæk på ryggen.
– at jeg har mødt nogle seje mennesker og fik på Maratua Island min egen lille feriefamilie 🙂
– at jeg efterhånden kan droppe faktor 50 og kan nøjes med en faktor 30! (Sejr!)
– at jeg nu har gået 4 uger uden nogen form for makeup overhovedet og elsker det!
– at jeg har spist flere oreos end hvad godt er (seriøst, 3kr for én hel rulle!)
– at jeg uden tvivl vil vende tilbage til Indonesien engang 🙂

Jeg er så taknemmelig for de oplevelser jeg har fået her! Håber Vietnam og derefter Cambodia og Thailand vil byde på flere gode af den slags 🙂
Husk, at I også kan følge mig på instagram, hvor jeg hedder byijo.

Just some quicks thoughts about my stay in Indonesia that tomorrow has come to its end. Next destination is Vietnam! I am so grateful for all the good memories and experiences I tale with me from Borneo. I hope I will get many more of those!
Remember that you are welcome to follow me on instagram as well, my name is byijo.

IMG_1672

By myself

image
Tine, jeg undskylder billedet, men det var det bedste og mindst svedige jeg kunne finde af os sammen 🙂

Jeg har hele tiden vidst, at det ville ske. Efter 3 uger i indonesisk Borneo med min aller bedste veninde, ville hun drage tilbage mod Danmark, og jeg selv ville fortsætte min Tour de Asia alene. Med mig selv.
Før vi tog herover var jeg ret nervøs. Det hele var ukendt, nyt og spændende. Ja, nervøs skal man jo faktisk være. Men Tine har formået at hive mig ned på jorden. Så snart vi kom herover, var der intet der var farligt mere. Sammen har vi taget det stille og roligt, taget nogle gode beslutninger og generelt bare haft de fedeste og sjoveste 3 uger. Selv når vi har kedet os, fordi der var ventetid, transporttid, ja en eller anden tid, der bare skulle overstås, har vi haft hinanden. Vi har kunnet tale, grine, hygge så tiden gik lidt hurtigere og vejen måske ikke synes helt så hullet og bumpet (jeg siger jer, indonesiske veje er lige til at blive køresyge af!). På de sidste 3 uger har jeg uden tvivl grint, hvad der er svarende til et halvt års forbrug. Nøj, det har været sjovt.
Og så pludselig, lørdag morgen, var vores tid forbi, og der gik en flyver mod København med Tines navn på. I dagene inden havde jeg godt kunne mærke nervøsiteten komme snigende igen. Helt ærligt, jeg står alene i Asien og skal komme sikkert igennem de næste 2 måneder – jeg var sgu da ved at tisse i bukserne af skræk! 😉 det ukendte har altid haft nemt ved at gøre mig nervøs.

Nu står jeg så selv herovre på den anden side af jorden. Nervøsiteten er så godt som væk (ud over det stadig er en smule nervepirrende helt selv at stå med det fulde ansvar for sin rejse), og jeg er så klar til at begive mig videre til Vietnam, hvor jeg forhåbentlig møder en masse spændende mennesker, og får nogle fede oplevelser.
Set i bakspejlet var den en dårlig beslutning, at jeg i sin tid valgte at have 4 dage i Indonesien efter Tine skulle hjem, og jeg selv skulle videre til Vietnam. Man kan ikke nå en skid på 4 dage pga dårlig infrastruktur, og Borneo er ikke særlig turistet, så det er svært at møde andre mennesker, som er i samme båd. Men jeg har da fået blogget en masse, drukket rigelige mængder iskaffe og nasset godt og grundigt på starbucks’ free wifi. Så alt er jo egentlig som det skal være 🙂

My Best friend in the whole World, Tine, just left me this saturday to return to Denmark. We had the best and funniest 3 weeks in indonesian Borneo together! Now it is my time to finish my ‘Tour de Asia’ by myself. It is really weird being on your own when you are used to have somebody to laugh with when you are bored or the time just need to go a little faster.
But I will be okay! I have a lot of time to blog and a lot of iced latte to buy 🙂

IMG_1672

Backpacking means simple clothing

image
image
image

…og backpacking betyder også krøllet tøj! Havde lovet jer (og mig selv), at jeg ville forsøge at få taget en masse outfitbilleder herovre, mens jeg havde Tine ved min side, men det tøj jeg har med, kan jeg jo næsten ikke være bekendt at vise frem! Fy, føj det er krøllet. Og lummert. Alt i alt skal tøjet bare være let og behageligt, hvis man skal kunne holde det ud, når temperaturen siger 30+ og luftfugtigheden får det til at klaske mod din hud i løbet af nul-komma-fem. Så åndbart sportstøj er klart det lækreste at have på, men ikke det pæneste. Fashion above all, right? Ej det mener jeg sgu ikke 😀
Det gode ved det varme vejr er klart, at du kan tage et par højtaljede shorts på (af ukendt mærke), en let, pastellyserød top fra Vila og så lige smide et par solbriller på og stadig føle sig nogenlunde fin, selvom makeuppen mangler og håret er fyldt med salt. Så enkelt er det!

I really do not feel I have much to show you clothingwise. All my clothes are really messy and all I really want to wear is sportswear that my skin can breathe in.
But the good thing about warm weather is, that you dont need more than a pair of high-waisted shorts, a light pink tee and a pair of sunglasses on your makeupfree face to feel good looking. I love that it is that simple!

IMG_1672

Bring out the jealousy!

image
image
image
image
image
image

HAR JEG VIRKELIG VÆRET DER?!
Ja, ellers er det jo ret umuligt at tage billederne, ikke. Men det er godt nok lidt svært at forstå, at jeg fik muligheden for at tilbringe en hel uge i verdens nok bedste paradis (vi tog derfra D.2). Maratua Island. Det sted må og skal på alles bucket-list! Forstået?! 😉 Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke nød det mere mens vi var der. Men vores ophold fik en lidt dårlig start.
Vi var lige kommet fra Derawan Island, som nogle af billederne (skildpadden og stranden) fra sidste rejseindlæg er fra. Fantastisk snorkling (OG SKILDPADDER!) og smuk ø, men vi var trætte af det, da ingen talte engelsk og det var svært at kommunikere og planlægge noget som helst. Så vi besluttede at tage videre fra Derawan til Maratua, som vi intet vidste om, ud over, at den var meget større. Vi var så naive, at vi ikke aftalte en pris på forhånd med bådsmanden, der skulle sejle os over (ja, det kunne jo heller ikke rigtig lade sig gøre, når de ikke taler engelsk og vi forstår hat af indonesisk!), så da vi endelig ankom skulle han kraftedeme (undskyld) have 1,2 mio! Det er svarende til 600kr og stort set alt vi havde i kontanter.
Ydermere har øerne en indbyrdes aftale, hvor bådmanden fra Derawan får penge for at sejle gæster til Maratua Paradise Resort (de første billeder er derfra), så man pretty much er tvunget til at checke ind der, da det ligger langt ude på vandet og der er rigtig langt ind til andre overnatningsmuligheder. Først var vi sådan lidt “nej, her skal vi sgu ikke bo! Det er godt nok virkelig smukt, men det åndssvags dyrt. Vi går videre.” Halvvejs ude på broen ind til land, med vores tunge rygsække på ryggen indser vi, at det ikke kommer til at ske, at vi går de 5 km ind til landsbyen… Halvflov går man så tilbage, og lader dem tage resten af ens penge. “Okay, så tager vi én nat her!” Så det var derfor vi fik en lidt fesen start på vores Maratua ophold.
Men er du gal, det var smukt! Det kan man ikke tage fra stedet 🙂 og vi skulle ikke have brokket os så meget over alle myggene, varmen, at spise ris 3 gange om dagen, og at toilettet, på det sted vi rykkede hen efterfølgende, ikke var vestligt, men lokalt (man kan faktisk godt vende sig til at sidde på hug i stedet for at sidde!). Paradis er åbenbart ikke så nemt at leve i for en bleg remoulade-dansker, som jeg selv. Og det er sgu da lidt interessant! Det var jo fantastisk! Og det skulle vi have nydt noget mere, i stedet for at gå op i petitesser 🙂

Jeg vil prøve at skrive lidt mere om de ting vi lavede på Maratua i et senere indlæg. Hav det godt så længe!

I can’t believe I actually spent a week in this paradise! It was the most beautiful place I have ever seen. Right now I wish that I enjoyed it more while we were there, instead of complaining over the tons of mosquitos, the heat, the fact that all our meals were rice, and that the local place we stayed at, after the too luxurious Maratua Paradise Resort (we live on a budget!), did not have a western toilet (eventually you will get used to the squatting, though). It was more difficult to live in paradise than what we had expected! And that is kind of interesting. But it was amazingly beautiful! So I should just shut up and be happy that I had the chance to experience it. Everyone should add a visit to Maratua Island to their bucket-list 🙂

IMG_1672