Update about travelling alone

Lige da min bedste Tine tog hjem, lavede jeg et indlæg med mine tanker om, at jeg nu var på egen hånd. Men på givne tidspunkt havde jeg selvfølgelig ingen rigtige erfaringer med at rejse selv.
Nu er min første måned som solo traveler næsten gået, og jeg vil gerne dele mine tanker om det med jer derude – måske det kan give mere afklaring, om det at rejse selv kunne være noget for jer?

Nå, men de siger jo, at livet først rigtig starter ude over din komfortzone. Disse mennesker kan jeg kun give ret. At være i Asien selv er på mange måder så langt fra min komfortzone, at jeg kun kan se den som en lille prik i horisonten. Jeg er et rutinemenneske, en sikkerhedsnarkoman. Derfor har det været den bedste beslutning i mit liv at rejse selv, fordi det er så langt fra min vante, trygge tilværelse i Danmark.
Mange ville nok spekulere på om man ikke bliver ensom på sådan en rejse? Jo, jeg kan da godt føle mig lidt alene, når jeg har brugt nogle dage med nogle fede mennesker og ens veje derefter skilles.
Det er en stor cirkel: man er alene, man møder nogle, man bruger tid med dem, lærer dem at kende, man går hver til sit, og så er man alene igen. Sådan er det typisk hver 3.-4. dag. Og på det punkt, hvor man bliver alene igen kan man godt tænke, at man sgu nok aldrig møder nogle andre søde backpackere igen! Men det gør man. Og ellers støder man helt sikkert ind i nogle af dem man allerede kender.
Jeg sørger personligt for at bo i de kendte backpacker områder/hostels hver gang jeg kommer et nyt sted, selvom jeg godt ved det ikke er de mest autentiske steder. Jeg mener det, når jeg siger, at her er man sikret at møde nye mennesker! Jeg er et genert menneske, og det har da lykkedes mig at møde utrolig mange forskellige mennesker. Den sidste måned har jeg måske brugt 3 hele dage alene – og her har jeg stadig talt med andre backpackere i løbet af dagen. Der er altid nogle, der er klar på at hænge ud.
Jeg tror grunden til, at det er så nemt at møde mennesker her er, at vi er så langt væk fra europæiske og vestlige normer. Her taler jeg om det enten arrogante eller skræmte udtryk i folks øjne, der ville komme, hvis man talte til en fremmed på gaden eller i bussen derhjemme. Ikke, at jeg ikke selv ville finde det underligt, hvis fremmede uden grund skabte kontakt. Men derfor er det stadig trist, at det er sådan.
Her taler folk til hinanden uden grund. Det er okay bare at tale til hinanden fordi man ønsker at lære hinanden at kende! Dét elsker jeg virkelig. Ens vestlige attitude kan man godt pakke langt væk, når man rejser selv! Åbenhed og venlighed kommer man sgu længst med.

Alt jeg egentlig gerne vil have gjort klart er, at det ikke er ensomt at rejse selv. Jo, jeg kan godt mangle mine gode veninder ved min side, en person der virkelig kender mig, og nej jeg synes stadig ikke, det er fedt at gå ud og spise selv (for det bliver nødvendigt en gang i mellem). Men det er ikke mindre ensomt end hvad hverdagen derhjemme kan være.

Du lærer så sindssygt meget om dig selv og om andre mennesker, når du er på egen hånd. Du er hele tiden nødt til at kaste dig selv “out there” (ellers møder man jo ingen), og hvis jeg som et særlig sensitivt menneske kan gøre det, ja så kan alle sgu 🙂
Fordi jeg står midt i alt dette nu, har jeg sindssygt mange tanker omkring det. Jeg kan ikke helt overskue om de alle er nedfældet her, men skriv endelig, hvis der er nogle spørgsmål! PS. Folk giver dig sgu mega meget credit, når de hører man er solo traveler, så kunne du godt bruge lidt selvstændighed og en masse skulderklap, så tag ud i verden på egen hånd! 😉

They say life starts outside of your comfortzone. I agree. Travelling alone is so far away from mine that my comfortzone is only a small dot in the horizon!
Many people would fear that travelling alone would make them lonely. I get that. And sometimes, when you spend a few days with people and you then go separate ways, you do feel alone. But it is only in such a short time.
I always try to stay at popular backpacking hostels. Here you always meet somebody you can hang out with! The norms from the western part of the World where you do not speak to strangers, does not work at all here. And I love that! People talk to each other because they have an actual interest in getting to know you. And that makes it so much easier to be a solo traveler! I have been on my own the past month. And in this period of time I have maybe only spent 3 whole days by myself. If I can manage that as a shy person, everybody can!