I T collage1

Hej Everybody og velkommen til BYijo.
Dette er mit lille blogunivers, hvor tanker, oplevelser og drømme bearbejdes af mig. For mig er skrivning en fantastisk måde at tømme hovedet og derved få plads til nye tanker. Jeg skriver derfor om det, der falder mig ind – min blog har altså ikke noget særligt tema, selvom min store passion for shopping og rejser selvfølgelig fylder en del.
Mit navn er Ida Johansen. Jeg er en 21-årig provinspige og student, der drømmer om storbylivet og masser af eventyr. Jeg har stadig base i min fødeby Holstebro, da jeg forsøger at rejse ligeså meget som jeg er hjemme. Jeg er i gang med mit første sabbatår efter jeg blev student i juni 2013 fra Holstebro Gymnasium & HF. Planen er, at Vestjylland skal skiftes ud med København, så snart det er muligt, så drømmen om storbyen kan realiseres. MEN – jeg skal lige rejse noget mere først 😉

Jeg er ikke typen der har mega cool outfits på hver eneste dag (hverdagen kræver en vis praktisk overvejelse), men jeg holder skarpt øje med tøj og tendenser og elsker generelt at shoppe og drømme om lækre outfits.
Mit livsnydende hjerte banker for lækker mad, hyggelige stunder, pæne ting og sjove oplevelser. Jeg er fast besluttet på at få det bedste ud af disse år i mit liv. I forhold til elektronik og teknologi er jeg en rigtig klaphat og bliver nemt utålmodig og hidsig, hvis det ikke virker som jeg synes det skal (så alt med bloggen at gøre er sgu lidt af en udfordring!). Til gengæld er jeg ret nørdet, når det kommer til geografi, kendte personer og dyr!

Jeg håber meget, at I vil kigge med og måske også dele jeres tanker med mig. Jeg har længe brugt andre blogs som stor inspirationskilde, og det er en kæmpe drøm at bruge den inspiration i praksis, og selv give noget tilbage. Hvis jeg kan inspirere nogen derude, er det alt arbejdet værd!
// Ida